Skoler advarer forældre om rocker-sympatisører

Ssp-leder maner til besindighed i forbindelse med mails, der cirkulerer i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der cirkulerer i øjeblikket en mail blandt en del forældre i Nykøbing F. Mailen er sendt til forældre i de ældste klasser på Sundskolen og Realskolen i Nykøbing F. for at gøre opmærksom på, at der findes en underafdeling af Bandidos i Nykøbing F. ved navnet X-team.

Gruppen er kendt af både politi og ssp, og holder til i Strandgade i Nykøbing F.

I mailen kan man blandt andet læse, at X-team inviterer de unge - og det skulle specielt dreje sig om drenge i alderen 13 til 17 år - til fester, hvor der er gratis spiritus og hash.Ifølge mailen skulle det koste 250 kroner at blive meldt ind for at kunne komme i klubben. Mens det angiveligt skulle koste 7.500 kroner at melde sig ud. Og en person skulle skylde mange penge til gruppen. Mailen henviser til et referat fra et ssp-møde, hvor politiets repræsentant skulle have oplyst, at X-team har omkring 20 til 25 unge “i nettet”.

Jan Krogh, der er teamleder for kommunens ssp-konsulenter, har ikke selv set mailen.

- Jeg ved, at der har været et internt møde med ssp og politiets koordinator, men ellers kender jeg ikke detaljerne fra mødet, siger Jan Krog til Folketidende.

- Jeg har hørt om mailene, og umiddelbart mener jeg ikke, at der er grund til bekymring. Der cirkulerer flere forskellige mails i øjeblikket om det samme emne, og som jeg har forstået det, er der tale om nogle ting, som er taget ud af sin sammenhæng. Det ligner en lille fjer, der er blevet til noget mere, siger Jan Krogh.

Mailen fortæller også om en razzia, hvor politiet har anholdt nogle personer med tilknytning til gruppen.

Lederen af lokalpolitiet i Nykøbing F. Uffe Uldall bekræfter anholdelserne.

- Det har I selv skrevet om i Folketidende, siger Uffe Uldall.

- Der er tale om en person, som er varetægtsfængslet for at være i besiddelse af et brugbart skydevåben og for at have begået indbrud, samt tre andre som er sigtet for at have begået indbrud.

Han bekræfter også, at X-team i hvert fald har holdt til i Strandgade.

- De øvrige ting i den mail, som du henviser til, vil jeg ikke udtale mig om, siger Uffe Uldall til Folketidende.