Smykke til 31.000 kroner sættes på auktion

Forskellige firmaer på Lolland-Falster leverer produkter til kræftindsamlingen på Lolland-Falster. Noget af det, der formentlig vil blive meget efterspurgt, er et smykke skænket af guldsmed Henrik Keis i Nykøbing.

Han vurderer, at hvis han skulle prissætte det smykke han skænker ville det koste 31.000 kroner.
- Jeg håber at netautionen på Lauritz.com kan indbringe en god sum til den gode sag, siger han.

Henrik Keis fortæller, at da den lokale LF-indsamling startede sidste år var han ikke opmærksom på den. Da han hørte om det i år var der slet ingen tvivl hos ham om, at han skulle levere noget til indsamlingen.
- I 1998 døde min kæreste gennem en del år nemlig af kræft. Så selvfølgelig støtter jeg arbejdet for at skaffe nogle midler til lokalt arbejde. Pengene kan gøre god gavn. Rådgivning og støtte både under et kræftforløb og efter kan være meget vigtigt. Så det er meget vigtigt at man går ind og støtter lokale initiativer, siger han.

Henrik Keis har selv designet og fremstillet smykket, der er et armbånd. Han har som inspiration brugt logo fra Kræftens Bekæmpelse. 

Armbåndet er holdt sammen af lædersnore. Der er tre led af 14 karats guld. Låsen er også speciel og fungerer som en ekstra del af smykket. De tre led er besat med 44 brillanter.
- Smykket vil passe til en kvinde fra omkring 25 år og opefter. Og det er jo et unika. Hun kan være helt sikker på, at der ikke findes et lignende smykke noget andet sted, fastslår han.

Foto: Henrik Keis havde Kræftens Bekæmpelses logo i tankerne, da han lavede armbåndet.

Guldsmed Henrik Keis fra Nykøbing har designet og lavet smykke til LF-Indsamlingen til fordel for Kræftens Bekæmpelse.

Offentliggjort Sidst opdateret