Spritbilister kører i god tro

Mange trafikanter ender som spritbilister, fordi de er uvidende om, hvor lidt alkohol der skal til for at give en promille på 0,5, samt hvor lang tid leveren bruger på at forbrænde øl, vin og spiritus.

Det fremgår af det første forskningsprojekt fra DTU-Transport om de såkaldte alkohol- og trafikkurser, som alle dømte spritbilister skal bestå for at kunne gen-erhverve kørekortet, skriver Berlingske Tidende.

Omkring hver femte dømte spritbilist har kørt hjem fra en fest »i god tro« eller er blevet taget den følgende morgen uden at vide, at leveren fortsat var på overarbejde, vurderer alkoholeksperter i landets fem regioner på baggrund af oplysninger fra 8.871 kursister. De skønner også, at et stort antal bilister - som ikke opdages - dagligt kører spirituskørsel, fordi de har en naiv opfattelse af, hvad de kan tåle.

- Mange ville blive dybt rystet, hvis de vidste, hvor lidt der skal til. De er opdraget med tip om, at man forbrænder en genstand i timen, og at man kan køre efter tre øl. Men det kan ingen. Jeg turde ikke drikke mere end en øl, siger alkohol- og trafikkoordinator, Inger Lis Rasmussen, Region Midtjylland og tilføjer, at uvidenheden viser sig lige så massivt, når hun før et virksomhedsforedrag tester de ansatte i fup og fakta.

15.000 danskere sigtes årligt for spirituskørsel, og spritulykker koster hvert år 100 dræbte og 1.000 kvæstede. Og i Region Hovedstaden bekræfter alkohol- og trafikkoordinator Gerda Thomsen, at uvidenhed er en stor del af problemet. »De fleste tror, at hvis de danser, løber eller drikker sort kaffe, forbrændes alkoholen hurtigere. Men forbrændingstiden er konstant og afhænger af køn og vægt,« siger Gerda Thomsen.

Formanden for regeringens Færdselssikkerhedskommission, Karsten Nonbo (V), siger, at alle trafikanter burde vide, at de er oppe i det kriminelle felt ved genstand nummer to. Rådet for Større Færdselssikkehed vil til efteråret informere mere offensivt om alkoholpromiller og forbrændingstider på en ny hjemmeside.




Du er i det kriminelle felt efter første genstand.

Offentliggjort Sidst opdateret