Stil spørgsmål om Rejsekortet

Det er meningen, at det skal gøre hverdagen lettere for pendlerne, men allerede inden det er blevet indført på Lolland-Falster, har Rejsekortet givet anledning til en del debat.

Der er nemlig stadig en del uklarheder omkring det nye elektroniske billetsystem, som blandt andet er årsagen til, at billetsalgene på flere af Lollandsbanens stationer lukker i løbet af efteråret.

Eksempelvis kan man ikke få at vide, hvad Rejsekortet kommer til at koste, før det bliver indført til oktober. Derudover er der en række byer, som systemet ikke kender, og som det derfor ikke er muligt at købe kort til i øjeblikket.

Folketidende og folketidende.dk har i de seneste måneder skrevet en del om Rejsekortet og problemerne med det. Nu har trafikselskabet Movias kunde- og marketingschef Anders Due så sagt ja til at komme på besøg på Folketidende for at forklare nærmere om Rejsekortet og svare på spørgsmål fra journalister og ikke mindst læsere.

Derfor vil vi gerne høre lidt om, hvilke oplevelser, vore læsere har med Rejsekortet og ikke mindst viderebringe de spørgsmål, du måtte sidde med om kortet.

Skriv om dine oplevelser eller send dine spørgsmål til os på mail på adressen tip@folketidende.dk.

Vi kan dog ikke på forhånd love, at vi når at stille alle læsernes spørgsmål til Movia.

Rejsekortet skal inden længe erstatte de nuværende bus- og togkort, men der er stadig en række væsentlige ting, som ikke er på plads. Nu besøger Movia Folketidende for at svare på spørgsmål - blandt andet fra læserne.

Offentliggjort Sidst opdateret