Discountbutikkerne stormer frem. Danskerne går efter de billigste varer, når priserne stiger og økonomien strammer til.
Derfor køber de flere varer til lavpris, og der bliver længere mellem besøgene i supermarkederne samt hos slagteren og fiskehandleren, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at udviklingen begyndte at vende i efteråret, netop som priserne på benzin, fødevarer og banklån steg. Siden årsskiftet har discountsektoren herhjemme haft en vækst i omsætningen på næsten 15 procent.
I samme periode er salget i supermarkederne kun vokset med beskedne 2,5 procent, og det skyldes primært prisstigninger.
- Når tiderne er præget af usikkerhed og stigende priser, vender kunderne tilbage til discountbutikkerne for at få mest muligt for pengene. For et år siden købte forbrugerne uden videre dyre luksusprodukter. Nu tænker de sig om en ekstra gang og vælger ofte en billigere variant, siger Bruno Christensen, der er direktør i konsulentvirksomheden Retail Institute Scandinavia.
Forbrugernes tilbageholdenhed kan også aflæses hos slagtere og fiskehandlere, der i de seneste måneder har haft et dyk i salget efter en gylden periode.
Lavprisbutikkerne tabte markedsandele, da økonomien var på sit højeste, og danskerne havde masser af penge til forbrug. Nu vinder de kunderne tilbage i stor stil.
- Når købekraften falder, søger kunderne mod discount. Den udvikling kan vi meget tydeligt registrere i vores butikker, siger Claus Juel Jensen, der er administrerende direktør i Netto.
Discountkæden, der har Dansk Supermarked som ejer, er Danmarks største med 391 butikker. Også de tyske lavpriskæder har en markant fremgang i salget.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker