Det bliver tilsyneladende sværere og sværere for folk at gøre en frivillig indsats som besøgsven. Den tendens mærker man tydeligt rundt omkring i de lokale afdelinger af Dansk Røde Kors.
- Det kan jeg godt bekræfte. Vi har haft en meget lille tilgang af frivillige besøgsvenner de seneste år, og af dem, der holder ved, har flere givet klart udtryk for, at når deres faste modtager ikke længere har brug for at få besøg, så har de tænkt sig at stoppe som besøgsven, fortæller Tage Jensen, der er formand for Dansk Røde Kors' afdeling Vestlolland.
Tage Jensen har i dag under 10 besøgsvenner på listen over frivillige, mens der for blot få år tilbage var op mod 30-40 navne på selvsamme liste.
- Men jeg kan jo se hos andre frivillige organisationer, at de har det samme problem med at skaffe frivillige. Og efter hvad jeg hører rundt omkring i landet, er det ikke bare hos besøgstjenesterne, der mangler frivillige, fortæller Tage Jensen, der heller ikke har haft det store held med at indrykke annoncer for at finde frem til de ekstra frivillige, som der er brug for.
Harriet Christensen, formand for Dansk Røde kors Midtlolland, bekræfter udviklingen.
- Vi har cirka fem modtagere, som vi kalder dem, på venteliste, og der er cirka 12-15 besøgsvenner til at dække Maribo, Holeby og Sakskøbing. Vi kunne sagtens bruge mange flere, fortæller Harriet Christensen, der mener, at det måske i dag simpelt hen er for forpligtende for folk at binde sig til to timers frivilligt arbejde om ugen.
Centerleder hos Frivilligcenter Lolland, Marie Nielsen, oplever, at de fleste organisationer i dag generelt har brug for flere frivillige.
- Jeg ser også ofte, at folk måske hellere vil starte deres frivillige indsats et andet sted end eksempelvis som besøgsven, der jo er én til én-hjælp, fortæller centerlederen.
Læs mere i Folketidende mandag.
Kim Møller Pedersen
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker