Studerende strømmer til lokale uddannelser

Velfærdsuddannelserne står højt på de unges ønskeliste, når de vælger uddannelse.
Det viser de seneste optællinger af kvote 2-ansøgningerne til University College Sjællands ni uddannelser.

De unge strømmer især til lærer, socialrådgiver og pædagoguddannelsen.
Der er 93 procent flere ansøgere, som har søgt ind på læreruddannelsen som første prioritet i forhold til sidste år. 75 procent flere ansøgere til socialrådgiveruddannelsen. Og 40 procent flere ansøgere til pædagoguddannelsen. 

Også på uddannelserne til sygeplejerske og fysioterapeut er der store stigninger. 
Og til de mindre uddannelser som ergoterapeutuddannelsen og Leisure Management er der store stigninger. Ansøgertallene for de to uddannelser er tæt på tredoblet.

De lokale tal for Campus Storstrøm - der rummer uddannelserne i Nykøbing og Vordingborg - offentliggøres først efter Folketidendes redaktions afslutning i eftermiddag.

Men rektor Ulla Koch siger allerede nu, at tallene er meget positive for lokalområdet.
- Næst efter Roskilde er Storstrøm der, hvor ansøgertallet er rykket mest i den positive retning på de ni uddannelsessteder. Jeg er meget optimistisk og tror på, at det var den rigtige beslutning vi tog, da vi placerede uddannelserne, siger Ulla Koch.
- Der er ikke en eneste af uddannelserne på Campus Storstrøm, der har fået færre ansøgere, melder Ulla Koch.

UCSJ-uddannelserne i Bispegade i Nykøbing var meget tæt på lukning/flytning til Sjælland i december 2008, da der var store besparelser på dagsordenen på uddannelserne.

Uddannelserne på University College Sjællands afdeling i Bispegade i Nykøbing er meget populære.

Offentliggjort Sidst opdateret