Superman-hæfte solgt for knap to millioner

Skulle du af en eller anden årsag have et eksemplar af den allerførste Superman-tegneserie liggende i en kasse i kælderen, kan der måske være god grund til at finde det frem her midt under finanskrisen.
 
Et eksemplar af det første hæfte om den stilfærdige journalist Clark Kent, som i virkeligheden er en kappeklædt superhelt, blev nemlig fredag solgt for et beløb svarende til 1.829.165 kroner.
 
På forsiden af den første udgave af serien Action Comics smider Superman en grøn bil forbi en gruppe tilsyneladende forfærdede mennesker. Hæftet kostede i 1938 knap 60 øre.
 
Fredagens salg foregik på auktion via internetsiden www.comicconnect.com, og det har ikke været muligt at identificere hverken køber eller sælger. /ritzau/AFP




Et sjældent eksemplar af det første superman-tegneseriehæfte nogensinde er blevet solgt på auktion for knap to millioner kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret