Svedig rockaften med Carpark North i Nakskov

Hvis der er parkeringsvagter på Carpark North, må de have en stresset arbejdsdag. Electrorockens fornemmeste parkeringshus er nemlig ikke et sted, hvor bilen står stille og keder sig.

Det beviste bandet, da det fredag aften indtog Nakskov til sin første koncert på Lolland i de 10 år, som bandet har eksisteret.

Trioen, der på landevejen er blevet udvidet med en enkelt mand, gik på scenen kort efter klokken var blevet 22, og i den følgende halvanden time var der speederen presset helt i bund, som var det en sindssyg jagt på p-pladsen sidste ledige parkeringsbås.

Om Carpark North, med karismatiske Lau Højen i front, var blevet ekstra tændt af, at de på en sightseeing i Nakskov om eftermiddagen fandt en menu bærende deres eget navn, er ikke til at sige. Men energien eksploderede nærmest som en atombombe på scenen.

Højens vokal er fremragende, den lyse stemme rummer den skrøbelighed, der står i skærende kontrast til den skrigende guitar. Ved sin side har Højen bassist og keyboardspiller Søren Balsner, der fungere som en fremragende orkester- og publikumsleder.

Balsner storsvedte sig gennem de 90 minutters magtpræstation i Nakskov, hvor koncertforeningen Løvehjerterne havde trukket 200 til et pakket Huset, der længe havde været udsolgt. Øjnene hos bassisten var fokuserede og lynede når han på kanten af scenen styrede publikum.

Ifølge bandet, der er vant til at stå foran et noget større publikum, har de aldrig været tættere på deres publikum end denne aften, og kontakten tyede på det var kærlighed ved første beat fra trommeslager Morten Thorhauge.

Lyden af Carpark North er måske ikke så storladen og fyldig live, som den er på deres album, til gengæld får den meget mere nerve, når der bliver hamret i strengene, og publikum skriger.

I Nakskov fik de 200 alt det de kom efter. Den lange række af hits, som de tre albums fra parkeringshus-bandet har kastet af sig, blev indfriet fra monsterhittet "Transparent & Glasslike", der stadig står som et af de smukkeste og rå numre leveret af et dansk band, til skæringerne fra det seneste album, der udkom sidste år.

"Shall we be grateful," spørger Carpark North på storhittet fra sidste år. Hvis ikke publikum var, da de fredag aften begav sig hjem, så er de svære at tilfredsstille, for bandets præstation var af en klar international klasse.




Nakskov blev fredag aften blæst godt igennem af en solid rock-præstation fra Carpark North.

Offentliggjort Sidst opdateret