Tandlæger: Sænk ikke afgiften på light-sodavand

Tandlægeforeningen advarer derfor politikerne mod at sætte afgiften på sukkerfrie sodavand ned. En afgiftsnedsættelse kan forværre et allerede udbredt - og voksende - problem og gøre det endnu sværere at komme til livs, frygter tandlægerne.  
Syreskader som følge af sodavandsdrikning udgør allerede i dag et alvorligt problem for danskernes tandsundhed - særligt blandt børn og unge. Og problemet er desværre i vækst. Landets kommunale tandklinikker, der behandler børn og unge, rapporterer generelt om en stigning i omfanget af syreskader. Skaderne er uoprettelige, for når tandemaljen først er ødelagt og ætset væk, er der ikke noget at gøre for at få den tilbage.
 
- Regeringens forslag om en lavere afgift på sukkerfri sodavand er et helt forkert signal at sende til danskerne. Ved at sætte afgiften ned giver de grønt lys for produktet. Men sodavand er blandt de helt store syndere, når det gælder syreskader, og skaderne har intet at gøre med sukker. De afhænger alene af syren i læskedrikken, og selv søde drikke kan have et højt syreindhold, fortæller næstformand i Tandlægeforeningen, Majbritt Jensen.
 
Tandlægeforeningen opfordrer politikerne til at fastholde den nuværende afgift på sukkerfri sodavand.
 
- Vi bakker naturligvis op om regeringens initiativ til at reducere danskernes sukkerforbrug, men i forhold til lige netop sukkerfrie sodavand bør der ikke ændres på afgifterne. Sodavand uanset sukkerindhold kan på sigt give både ubehagelige tandsmerter og store udgifter til tandbehandling. Vi frygter, at en lavere afgift resulterer i et øget forbrug og dermed en forværring af danskernes tandsundhed, siger Majbritt Jensen.
 
Bortset fra afgiftsnedsættelsen på sukkerfri sodavand er tandlægerne positive over for regeringens udspil om at hæve afgifterne på sukker, tobak og fedt.




Alle sodavand uanset sukkerindhold indeholder syre, der ætser tændernes emalje.

Offentliggjort Sidst opdateret