Til fest med bonderøvene

At den musikalske underholdning på dette års første Dølle-aften var en succes, blev ikke kun slået fast af den unge Seebach. Lars Hansen & the Burgermeisters slog med deres bidrag i westernteltet en tyk streg under dette faktum.

Med hits fra Kim Larsen, Shu-bi-dua, Medina og mange flere spillede de op til dans på deres helt egen finurlige og sjældent sete måde. Da først publikum havde indfundet sig i teltet – for de lokale Burgermeisters skulle trods alt konkurrere om dem med Rasmus Seebach – var festen for alvor i gang.

- Hvis Rasmus Seebach og Medina er angriberne, er vi det solide forsvar, sagde bandets frontfigur, Lars Hansen, om Burgermeisternes rolle i det velsammensatte Dølle-program.

Og langsomt, men dog sikkert, rykkede flere folk sig da også tættere og tættere på scenen, og med stadig større entusiasme skrålede de med på velkendte sange som Marlene, der i dagens anledning ikke var på Marielyst, men på Dølle.

Selv betegner Lars Hansen bandets musik som en blanding mellem prostitution og dansktop.

- Vi er af den holdning, at det skal være sjovt at være ude og spille. Derfor tager vi heller ikke bare ud og spiller ved andres fester. Vi tager ejerskab og deltager selv, fortæller Lars Hansen.

På scenen i westernteltet går det da heller ikke stille for sig. De fem musikere, der alle kommer fra Sydhavsøerne, afbryder gang på gang sig selv for at kommentere publikum eller for blot udbringe en skål.

- Jeg så en statusopdatering på Facebook, hvor der stod, at dølle er for bonderøve. Det er meget muligt, men i så fald spiller vi gerne for bonderøve som os selv, siger Lars Hansen og tilføjer:

- Det er en ære at spille på Dølle. Her vil folk have noget musik og underholdning, som de kan drikke nogle øl til, og der passer vi rigtig godt ind.

Det selvpåklistrede mærkat som Danmarks største amatørshow - næst efter X-factor – er med aftenens fyldte dansegulv derfor heller ikke helt skudt ved siden af.


 

Foto: Foto: Claus Hansen

Lars Hansen & the Burgermeisters er ikke bange for at kalde sig selv nogle bonderøve. Publikummet på Døllefjelde Musse Markedet falder derfor også lige i deres smag.

Offentliggjort Sidst opdateret