Der er så dejligt, derude på landet, syntes en berømt digter engang. Det er der stadig mange steder, også i Toreby. Men stemningen på byens skole er anderledes trist i øjeblikket.
Beslutningen fra Guldborgsund Kommunes børne- og undervisningsudvalg om at indstille til byrådet, at der lukkes fem folkeskoler, heriblandt Toreby Skole, er alt andet end populær.
- Selvom vi har forsøgt at forberede os på det, så er stemningen vemodig, og nogle af børnene er meget kede af det. Der er jo klasser, hvor eleverne bliver skilt fra hinanden, og nogle skal gå i skole i Nysted, og det er noget, eleverne tænker meget over. Børn kan jo ikke lide, når de trygge rammer falder bort, forklarer skoleleder Niels Hornstrup.
Han forklarer, at skolen i et stykke tid har haft en plan A og en plan B liggende klar i skuffen, og det er plan B, som handler om afvikling, man nu går frem efter.
- Vi vil naturligvis samarbejde med Sundskolen om sammenlægningen af de to skoler, og der mener jeg, at vi har meget at byde ind med såsom rullende indskoling, morgenmotion og skolekomedie, siger Niels Hornstrup.
Samtidig fortsætter det normale skoleliv, indtil lukningen i givet fald bliver endeligt vedtaget og til sin tid skal føres ud i livet.
- Vi går inden længe i gang med at forberede det kommende skoleår, men det er klart, at det betyder noget for lokalsamfundet, hvis skolen lukker. Jeg tror, at det bliver svært at holde liv i et kraftcenter her uden skolen, siger skolelederen.
Han frygter, at man ved at lave store skoler vil ”tabe” en del elever på gulvet.
- Jeg synes, at erfaringerne fra andre områder viser, at når man laver store enheder, er der næsten altid noget, der bliver tabt på gulvet.
- Men vi tager da udfordringen op og går til den med entusiasme og ildhu og håber, at vi kan bringe noget af det, vi står for her på skolen, med os, slutter Niels Hornstrup.
Toreby Skole er i øvrigt i disse dage ved at få opført en høj i skolegården. Højen skal, når den er færdig, fungere som en slags amfiteater-scene og være et samlingspunkt ved festlige lejligheder. Skolen har fået støtte til projektet fra blandt andre Guldborgsund Kommune. Det ventes færdig til det kommende skoleårs begyndelse - på trods af, at skolens dage nu ser ud til at være talte.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde