Tre bands åbner "Dølle"

"Et brag af en jubilæumskoncert". Sådan betegner Markedsforeningen åbningen af årets Døllefjelde-Musse Marked, som er det 30. i rækken.

Traditionen tro tyvstarter markedet torsdag aften med en koncert med et eller flere store danske musiknavne. Sædvanligvis er der kun ét navn på scenen torsdag aften. Enkelte år har der været to, men det er så vidt vides første gang, at man bydfer på hele tre navne.

De tre bands er Hej Matematik, Danseorkesteret og Cut'N'Move.

Hej Matematik består af det tidligere Aqua-medlem Søren Radsted og hans fætter Nicolaj Radsted. Med sig på scenen har de desuden Peter Düring på trommer, Nicholas Findsen på bas, Nikolaj Teinvig på guitar og Mads Storm på keyboard.

Gruppen er på det seneste især blevet kendt for danseversionen af det gamle Shubidua-hit "Walkmand".

Danseorkesteret var et af 80'ernes helt store danske navne, men har de senere år fået lidt af et comback med flere af deres hits fra dengang. Mange vil nok kunne huske hele eller dele af teksterne fra eksempelvis "Regndans" og "Kom tilbage til mig".

Cut'N'Move var et stort navn på både den danske og internationale musikscene i begyndelsen af 90'erne, hvor de brød igennem med hits som "Get serious" og "Give it up".

Koncerten med de tre bands begynder klokken 19 med Hej Matematik og fortsætter klokken 21 med Danseorkesteret, inden Cut'N'Move lukker ballet ved midnatstid, hvor de indtager scenen.




Se her, hvem der går på scenen når årets marked tyvstarter torsdag 7. maj.

Offentliggjort Sidst opdateret