Tredje gang er rutinens gang

Det er igen Will Smith der spiller Agent J og Tommy Lee Jones der spiller K, og de har efterhånden været makkere i en del år.
J er stadig den sprælske og K er den indesluttede og erfarne agent. Skurken er den frygtede alien, Boris the Animal, der har siddet forsvarligt bag tremmer siden 1969. Men ved hjælp af en smuk medskyldig lykkes det ham at undslippe, og nu har han kun én tanke i sit grimme, men ressourcestærke hoved: hævn over K.

Han drager derfor tilbage i tiden, slår K ihjel, og mens verdens undergang kommer faretruende nær, må J også rejse tilbage i tiden for at redde sin makker… og verden selvfølgelig!

Men in Black 3 genopliver serien som vi kender den. Masser af fede spaceguns, sjove og vilde animationer, og langt mere slimede rumvæsener.
Dialogen er også som vi kender den fra de tidligere film, spydig, opfindsom og sjov, som når Will Smith skal finde på løgnehistorier, når han ”neutraliserer” mennesker, der er vidne til deres kampe med rumvæsenerne.
Filmens kerne er dog samspillet mellem J og K, hvor der stadig er drillerier og gniderier – det fungerer bedst mellem Will Smith og Tommy Lee Jones, og knapt så godt mellem Will Smith og Josh Brolin.
Han er til gengæld en troværdig version af den yngre og knapt så indesluttede Agent K.
Konklusionen er at "Men In Black 3" hverken er et flop eller en fuldstændig fed film.
Den er pudsig, veloplagt og morsom en god del af tiden – og absolut et kært gensyn for fans af de to første Men In Black.
Men den er samtidig letfordøjelig og larmende underholdning, hvor man ikke får mere end hvad man forventer.

Karakter: 3/6

Foto: Pressefoto

Offentliggjort Sidst opdateret