- Tsunamien fylder ikke det store i hverdagen

Foto: Khwan, Mathias Nielsen og deres søn Jacob vil bosætte sig i Danmark.

2. juledag er det fem år siden, at Mathias Nielsen fra Falster blev vækket af en kæmpemæssig bølge, der skyllede ind over den thailandske ferieø Phi Phi.

Offentliggjort Sidst opdateret

Om formiddagen 2. juledag lå den dengang 27-årige Mathias Nielsen og sov, da de kæmpemæssige og dødbringende bølger skyllede ind over den thailandske ferieø Phi Phi. Han blev brutalt vækket, da den første bølge skubbede ham 20 meter ind på øen. De efterfølgende timer og dage var det thailandske ferieparadis omdannet til et inferno af død, lemlæstelse og ødelæggelser.

Mathias Nielsen overlevede på mirakuløs vis – og det samme gjorde hans thailandske hustru, Khwan.

- Oplevelserne fra for fem år siden står stadig friskt i erindringen, men det er ikke noget som på nogen måde fylder i hverdagen. Jeg tænker faktisk kun over det, når jeg bliver spurgt om det, siger han.

Mathias Nielsen mistede ikke nogen af sine nærmeste ved katastrofen, og derfor har han haft relativt let ved at få de voldsomme hændelser på afstand.

- Jeg tror at tsunamien, for de der mistede deres kære, betyder en hel del mere. Især omkring årsdagen, vurderer han.

- Men det er klart, at man ikke helt kan undgå at blive konfronteret med, hvad der skete for fem år siden. I disse dage er der en hel del udenlandske medier på Phi Phi for netop at markere årsdagen – og så bliver vi jo alle mindet om, hvad der skete dengang, siger han.

Læs også: Mathias vender hjem