Tvivler på straf til Lolland Kommune

Der bliver næppe draget nogen konsekvenser over for Lolland, Skanderborg og Brønderslev Kommuner i den såkaldte Brønderslev-sag, hvor et forældrepar sidder fængslet for at have mishandlet en nu 20-årig datter og otte øvrige søskende er blevet tvangsfjernet.

Familien boede i en periode i Lolland Kommune, inden den flyttede videre til Skanderborg og derfra til Brønderslev. Ankestyrelsen er i øjeblikket ved at undersøge de tre kommuners rolle i sagen, men ifølge TV2 Øst bliver kommunerne næppe straffet, uanset om det viser sig, at de har lavet fejl eller ej.

Det hævder flere eksperter ifølge tv-stationen. Årsagen er, at Ankestyrelsen ikke har nogen sanktionsmuligheder over for kommunerne.
- Jeg tvivler på, at der kommer til at ske noget som helst. Vi har jo haft tilsvarende sager, hvor kommunerne ikke har grebet ind, og der efterfølgende ikke er sket kommunerne noget som helst, siger Kirsten Ketcher, som er professor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, til TV2 Øst..
 

Den såkaldte Brønderslev-sag får næppe konsekvenser for Lolland Kommune, vurderer professsor.

Offentliggjort Sidst opdateret