Ufaglærtes sundhed dumper

De ufaglærte i 3F lever mere usundt og har dårligere helbred end resten af danskerne. Mere end hver fjerde 3F'er er "svært overvægtig", og det er dobbelt så mange som blandt resten af befolkningen, viser en undersøgelse blandt 863 deltagere i Fagbladets webpanel, skriver Nyhedsbrevet 3F. 3F'ernes meget usunde liv bringer dem i stor fare for at få hjertekarsygdomme og en lang række former for kræft, fastslår Margit Groth, seniorforsker ved Fødevareinstituttet. Og særligt derfor dør 3F'erne tidligere og stopper tidligere på arbejdet, siger hun. Margit Groth forklarer, at uddannelse i høj grad bestemmer sundhedsvaner og helbred.
- Vi kan se på vores tal, at risikoen for overvægt er større med en kortere uddannelse. Det hænger sammen med, at man spiser mindre grønt, mere fedt og får mindre motion, siger Margit Groth til Nyhedsbrevet 3F. Hun er enig med 3F's næstformand Steen Andersen, som peger på lavere moms på frugt og grønt som en del af løsningen for at komme de usunde madvaner til livs. /ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret