Utilfreds med ministersvar om billetsalg

René Hansen fra Nakskov er frustreret over udsigten til, at de bemandede billetsalg på Lollandsbanen om nogle måneder forsvinder og erstattes med det elektroniske billetsystem Rejsekortet.

Han mener, at man med beslutningen om at indføre et elektronisk billetsystem afskærer en masse borgere muligheden for at købe billet til toget. Derfor sendte han for nogle uger siden et brev til transportminister Hans Christian Schmidt og bad om at få svar på en række spørgsmål.

René Hansen ville blandt andet have transportministeren til at svare på, hvordan ældre eller andre borgere skal kunne fylde deres rejsekort op, hvis de ikke har Dankort eller adgang til netbank.

Han ville også have svar på, hvordan fattige eller folk der er registreret som dårlige betalere i RKI eller andre registre og derfor ikke kan få kreditkort, skal kunne bruge og indsætte penge på rejsekortet.
Derudover frygter han, at hærværk mod rejsekort-standerne på stationerne skal give problemer med at bruge kortet.

René Hansen har nu fået svar fra Hans Christian Schmidt, men det er ikke et svar, han er særligt tilfreds med.

- Noget af det, jeg spørger om, svarer han jo ikke på, siger han og henviser til spørgsmålet om, hvad ældre eller andre uden computer eller smartphone skal gøre.
- Det er jo ikke alle, der har en computer eller smartphone, og hvorfor skal de straffes for det? Dertil kommer, at rejsekort-systemet jo heller ikke er fuldt udviklet endnu, siger René Hansen.

Han vil derfor skrive endnu et brev til transportministeren og gentage de spørgsmål, som han ikke føler, at fik tilstrækkeligt svar på i første omgang. René Hansen har også sendt sine spørgsmål det lokale socialdemokratiske folketingsmedlem Vibeke Grave i håb om, at hun måske kan hjælpe også.

I svaret til René Hansen skriver transportministeren blandt andet, at Rejsekort A/S har oplyst, at der i forbindelse med "udrulningen" af rejsekortet i Movias sydlige område vil blive oprettet cirka 30 salgssteder udover de nuværende DSB-stationer med billetsalg.

På disse salgssteder kan kunderne både købe og fylde deres rejsekort op og betale med ganske almindelige kontanter eller betalingskort. Men det fremgår ikke af ministerens svar, om nogle af salgsstederne kommer til at ligge på Lolland.

René Hansen fra Nakskov har forsøgt at få transportministeren til at svare på en række spørgsmål om det fremtidige billetsalg på Lollandsbanen. Men svaret var ikke fyldestgørende, så nu spørger han igen.

Offentliggjort Sidst opdateret