Valentinsdag: Hvad synes du?

Foto: Hasan Jamali, AP foto, arkivfoto.

AFSTEMNING: På lørdag er det valentinsdag, hvor kærligheden vil blive fejret verden over.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er hjerternes fest, når kærligheden lørdag den 14. februar i forbindelse med valentinsdag vil blive fejret med røde roser og chokolade.

Flere danske singler vil dog ikke lægge vejen forbi blomsterbutikken i år, for de er ganske enkelt ligeglade med den romantiske dag. Det viser en ny undersøgelse foretaget af datingsiden Match.com.

Undersøgelsen viser, at den romantiske dag ikke påvirker de danske singler og at hele 48 procent ikke engang ved, hvornår det er valentinsdag. Det er kun hver 10. single, der har lyst til at arrangere en date på kærlighedens dag.

Selvom så mange ikke bekymrer sig om dagen, så er der dog alligevel nogle, der bliver triste over at være single på kærlighedsdagen. Det er især de helt unge, der giver udtryk for, at de bliver kede af ikke at have en kæreste.

Jacob de Lichtenberg, der er datingekspert, forklarer i en pressemeddelelse at årsagen til, at det primært er de helt unge, der føler sig påvirkede af dagen er, at de er vokset op med valentinsdag og derfor er blevet vant til traditionen.