Vand fra Kragenæs Vandværk skal koges

Vandet fra Kragenæs Vandværk skal i øjeblikket koges. Vandværket har nemlig fået analyseret prøver af drikkevandet, som viser, at der er en såkaldt bakteriologisk forurening. Det oplyser Lolland Kommune på deres hjemmeside.

Vandet kan fortsat anvendes til husholdningsbrug, men skal altså koges mindst to minutter, før det kan drikkes eller bruges til madlavning. Lolland Kommune oplyser på hjemmesiden, at vandet ikke må bruges til tandbørstning, med mindre det er kogt. Samtidig anbefales det, at der vaskes op i kogt vand, da der kan ske smitte via hænderne eller via genstande.

Ifølge Lolland Kommue foretages der i øjeblikket supplerende undersøgelser af vandet samt kildeopsporing af årsagen til forureningen.

Foto: Arkivfoto: Polfoto

Analyser af drikkevandet fra Kragenæs Vandværk viser, at der er en bakteriologisk forurening.

Offentliggjort Sidst opdateret