Velværet er tilbage på Hotel Maribo Søpark

Foto: Massagebriksen i wellness-rummet på Hotel Maribo Søpark er atter klar til at modtage anspændte danskere. Foto: Jan Knudsen

Maribo Søpark og Sundhedshuset indgår samarbejde om wellness

Offentliggjort Sidst opdateret

Danskerne arbejder som aldrig før - og stresser som aldrig før. De mange myoser og lange arbejdstider har skabt grobund for en stadigt voksende wellness-branche. Hotel Maribo Søpark var indtil 2008 med på wellness-vognen. Men i januar 2008 måtte de lukke ned for deres velværeklinik.

- Vi kunne ikke få det til at løbe rundt, fordi vi havde fuldtidsansatte i vores wellness-afdeling. Og de havde ikke så meget at lave på hverdagene, fortæller direktøren for Maribo Søpark, Yvonne Rasmussen.

Men nu skal der atter masseres, pusles om og nydes på hotellet. Direktøren har aftalt med behandlerne i Sundhedshuset på den anden side af gaden, at de skal levere velvære til hotellets gæster samt til lokale kunder.

- Jeg synes, at det var ærgerligt, at der ikke længere var wellness. For hotellet her er perfekt til det. Her er sådan en afslappet atmosfære, siger psykoterapeut Birgit Jørgensen fra Sundhedshuset, mens hun kigger ud på den fredfyldte natur ved Søndersø.

Aftalen betyder, at hotellet nu lancerer tre pakker med overnatning i luksussuite, valgfri behandlinger, champagne, middage og museumsbesøg. For par er der lavet et “Dig og Mig” ophold, hvor de kan nyde hinanden og pleje deres forhold - blandt andet med hjælp fra en psykoterapeut.

Men ud over pakkerne er der også mulighed for tøseweekends, afspænding i pausen under møder, ansigtsbehandling, zoneterapi og meget andet.