Bassen buldrer fra de store musikanlæg i bagagerummene, og dækkene lugter svedne. Der er benzin i blodet og meget tunge højrefødder på speederne, når unge mødes til gaderæs.
I Nykøbing samles de unge blandt andet fredag og lørdag nat på den gamle Kvicklys parkeringsplads. Her sparkes dæk - og køres stærkt gennem gaderne. Ligesom det sker andre steder på Lolland-Falster, indtil politiet dukker op og standser festen.
- Tværgade er for eksempel populær at køre ræs i, fordi den er lang, lige og de tætte huse smider lyden fra udstødning og musikken tilbage, så det larmer ekstra meget. Lyd er det samme som opmærksomhed, fortæller Jens Nørgaard.
Sammen med kammeraten Martin Vinter interesserer han sig for gaderæs - også kaldet vanvidskørsel - men de sidder ikke selv bag rattet. Tværtimod. De to har taget initiativet til at komme ulovligt gaderæs til livs på landsplan.
- Vi mener, at det nu er blevet så slemt, at trafikdrabene er helt ude af proportion. Det kan ikke være rigtigt, at politikerne bliver ved med at vende det døve øre til. De siger, at de ikke vil tolerere det. Men der sker aldrig noget. Vi er trætte af deres tomme løfter, slår Jens Nørgaard og Martin Vinter fast.
Derfor har de to sat en underskriftsindsamling i gang. Der er foreløbig 2.500 på listen, og når den er vokset, skal transportministeren have den overrakt. Opfordringen går på at etablere lovlige, aflukkede baner, hvor de fartglade kan køre vildt - langt væk fra sagesløse medtrafikanter.
- Det ville for eksempel være genialt med en permanent bane på Holeby Flyveplads. Eller på en mark ved Vordingborg, hvor en landmand gerne vil lægge jord til, siger Martin Vinter.
Han og Jens Nørgaard skønner, at fire permanente baner på landsplan - to vest og to øst for Storebælt - vil dække behovet og trække størstedelen af dødskørslen væk fra gaderne.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde