VUC-besparelser kan lukke afdelinger

Efterlønnere og pensionister, der tager fag på VUC, skal fra årsskiftet betale adskillige tusinde kroner for at blive klogere. Regeringens genopretningspakke og finansloven har fjernet det statstilskud, som efterlønnere og pensionister tidligere har modtaget.

Det betyder, at en pensionist kan komme op og betale næsten 6.000 kroner for et enkelt fag, som tidligere har kostet 110 kroner.
Også de unge på hf-enkeltfag bliver ramt af stigninger, hvor brugerbetalingen bliver mindst fordoblet. Har man som kursist i forvejen en uddannelse, bliver prisen den samme som for pensionister og efterlønnere.

I alt er VUC Storstrøm blevet pålagt besparelser for 24 millioner kroner, og det gør ondt, når det samlede budget er på 100 millioner kroner.
“Det vil blive endog meget vanskeligt at opretholde det brede uddannelsestilbud, der i dag kendetegner VUC Storstrøm, og er til glæde og gavn for 4.000 mennesker årligt,” lyder det i en samlet skrivelse fra forstander Niels Henriksen og bestyrelsesformand Per Skovgaard Andersen.

På trods af de massive besparelser vil VUC Storstrøm gøre alt for at holde fast i de tre undervisningssteder på Lolland-Falster, men det bliver ikke nemt.
- I yderste konsekvens kan det komme på tale at lukke afdelinger, siger Niels Henriksen.

Ud af et budget på 100 millioner kroner skal VUC Storstrøm spare næsten en fjerdedel. Det betyder højere brugerbetaling for kursisterne.

Offentliggjort Sidst opdateret