2023 slår nedbørsrekord i Danmark - så meget er der faldet
2023 slår rekord, når det kommer til, hvor meget nedbør der falder på et år. De store mængder regn medførte, at der flere steder i landet har været oversvømmelser i 2023. (Arkivfoto).
Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Klokken 8 onsdag morgen er der faldet 907,0 millimeter nedbør siden 1. januar. Det slår den tidligere rekord.
Danmark har onsdag fået en ny nedbørsrekord for, hvor meget nedbør der er faldet på et år.
Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i en mail til Ritzau.
Klokken 8 er der faldet 907,0 millimeter nedbør siden 1. januar i år, viser DMI's landsdækkende klimatologiske opgørelser.
- Da året ikke er slut, vil rekorden øges frem mod nytår. Den tidligere rekord var på 905 mm fra 1999 og 2019, skriver DMI.
Ifølge klimatolog hos DMI Mikael Scharling er det svært at komme med et præcist bud på, hvor meget nedbør vi i alt får i 2023.
Men "et meget groft bud" er, at vi lander på omkring 930 til 940 millimeter.
Derudover skal vi generelt forvente, at vi i gennemsnit vil få mere nedbør fremover.
- Når vi kigger på data, kan vi se, at det har regnet rigtig meget, og det regner mere og mere. Den gamle rekord er fra 2019, og den bliver så slået ret kort tid efter.
- Fremadrettet peger klimascenarierne også på mere nedbør, så vi skal helt sikkert forvente, at der kommer mere og mere nedbør. Det betyder ikke, at vi næste år slår rekorden igen. Det svinger fra år til år, siger Mikael Scharling.
Torsdag i sidste uge oplyste DMI, at der kun skulle 7,8 millimeter til, før der kom en ny nedbørsrekord i Danmark.
De store mængder regn medførte, at der flere steder i landet har været oversvømmelser i 2023.
Blandt andet i Aarhus i oktober, hvor flere veje omkring Aarhus blev spærret på grund af oversvømmelser.
Det samme skete i november, hvor især Sjælland oplevede store oversvømmelser og af den årsag spærrede veje.
Samlet blev efteråret 2023 det ottende vådeste af slagsen siden 1874 med 299,4 millimeter ifølge DMI.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned