Det begynder vådt - men senere bliver det flot

Arkivfoto: Anders Knudsen

Torsdagen er startet temmelig vådt på Sydhavsøerne. Men regnen skulle holde op i løbet af formiddagen, og så kan vi få perioder med rigtig pænt vejr.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis man har været tidligt oppe denne torsdag morgen på Sydhavsøerne, har man måske bemærket, at det har regnet en hel del i løbet af natten og de tidligste morgentimer flere steder.

Og regnvejret ventes at fortsætte nogle timer endnu. Men det positive i fortællingen, hvis man altså er tilhænger af tørvejr, er, at fra sidst på formiddagen skulle både regn og skyer forsvinde, så solen kan tage over.

Og resten af dagtimerne skulle det holde tørt på både Lolland og Falster med nogen eller en del sol. Først når solen alligevel er på vej til at gå ned først på aftenen, bliver det overskyet igen, hvis man skal tro DMI's prognoser. Men det skulle fortsætte med at holde tørt resten af aftenen.

Temperaturerne kommer op omkring 15 grader, når det bliver varmest.

Vinden bliver jævn til frisk, men kan i vindstødene godt komme op omkring hård vind til kuling, så selvom det ser ud til at ende som en tørvejrsdag, bliver det også en smule blæsende.