- DET ER IKKE NOGET VI SER HVERT ÅR

Arkivfoto: Anders Knudsen

Det kan blive vådt at indtage champagnen ved midnatstid nytårsaften, lyder udsigten fra DMI.

Offentliggjort Sidst opdateret

Til trods for at vi er midt i vinteren, bliver nytårsvejret mildt. Temperaturerne kan endda blive tocifrede, og nattefrost skal der spejdes langt efter.

Og så bliver det vådt at hoppe ind i 2023.

- Vi lover temperaturer lørdag og søndag op mellem fem og elleve grader. Og det er meget mildt for årstiden.

- Det er efterårsagtigt vejr, selv om det er årets sidste weekend, fortæller Jesper Eriksen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Når vintervejret er mildt, er det ofte også blæsende og regnfuldt. De kommende dage bliver ingen undtagelse.

- Der kommer perioder med regn og blæst, og hvis man får solen at se, bliver det kun i korte perioder, siger Jesper Eriksen.

Vejret på Lolland-Falster

Lokalt på Lolland og Falster bliver nytårsvejret lunt for årstiden, vådt og en smule blæsende med risiko for kraftige vindstød.

Ifølge DMI tegner vejret lokalt på Sydhavsøerne til art blive med temperaturer op til 10 grader nytårsaften og den første del af natten. Indtil da bliver det en grad eller to køligere. Det bliver også en regnfuld omgang. Ifølge prognoserne begynder regnvejret omtrent samtidig med, at solen står op, og bortset fra en kort periode i løbet af eftermiddagen, hvor det skulle holde tørt, så ser det ud til, at der kommer regn i større eller mindre omfang hele dagen og aftenen.

Vinden, som særligt er værd at være opmærksom på, hvis der skal fyres raketter af, bliver jævn, men der kan komme vindstød op til kuling eller hård kuling, og vinden tiltager faktisk en smule i løbet af de sidste timer af det gamle år og de allerførste timer i det nye år ifølge DMI.

Vejret i dag, fredag, minder vindmæssigt en smule om det, vi har i vente til nytåret. Til gengæld ser det ud til, at det holder tørt indtil engang midt på aftenen. Og bortset fra de første morgentimer efter, at solen er stået op, skal vi ikke forvente at se ret meget til den.

Det milde nytårsvejr er usædvanligt varmt, lyder det fra den vagthavende.

- Det er meget normalt, at vejret skifter mellem varme og kulde om vinteren, men det her vejr ligger til den varme side, når vi lover op til ti grader på årets sidste dage.

- Det er ret varmt, og det er ikke noget, vi ser hvert år, siger Jesper Eriksen.