Weekenden står for døren, og hvis man vil ud og tage en mundfuld frisk luft og måske en rask spadseretur, så tyder DMI's seneste prognoser på, at man bør vente til søndag for at få størst udbytte af herlighederne under åben himmel. Vejrmæssigt er det nemlig weekendens mest fornuftige dag.
- Det er helt klart søndag, man skal satse på, fortæller vagthavende meteorolog Tine Zeuthen fra Danmarks Meteorologiske Institut.
- Der bliver også perioder med tørvejr lørdag, men solen kommer først rigtigt frem i løbet af søndagen, som starter skyet. Så det pæne vejr venter til sidst på weekenden, tilføjer hun.
Hun vil dog ikke gå så vidt at kalde søndag for en decideret flot efterårsdag.
- Det bliver otte-10 grader og lidt blæsende. Så man skal have en varm bluse på, hvis man skal udenfor. Det rigtigt flotte efterårsvejr må vi altså vente på lidt endnu, siger hun.
Ellers bliver det en relativ mild weekend uden nattefrost, og så kommer der også en rimelig portion blæsevejr - og også lidt regn fra oven.
- Fredag og lørdag bliver med temmelig mange skyer. Og lørdag kommer der også perioder med regn, siger Tine Zeuthen.
- Det bliver forholdsvist mildt med otte til 10 grader i dagtimerne og ikke noget nattefrost. Men også noget blæsende i løbet af fredagen, hvor vinden frisker op fra vestlig og sydvestlig retning. Og blæsevejret fortsætter weekenden over, siger hun.
Vi er allerede et stykke inde i efterårets sidste måned, november, men Kong Vinter rasler endnu ikke med sablen og sender snevejr og slige sager i vores retning - endnu.
- Den næste uges tid ser det faktisk mildt ud. Vinden fortsætter med at komme fra det her milde, sydvestlige hjørne, siger Tine Zeuthen.
- Så jeg kan ikke for alvor få øje på vintervejr endnu. Men det skal nok komme, tilføjer hun.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde