DMI: Nyt højvande på vej
Bandholm Havn onsdag i sidste uge. Natten til onsdag og onsdag morgen kan Lollands nordlige kyster og øerne i Smålandshavet blive ramt af et nyt højvande. Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
DMI har udsendt højvandsvarsel for Smålandsfarvandet og landsdelens nordlige kyster natten til onsdag og onsdag morgen.
Kun knapt en uge efter, at et kraftigt højvande skyllede ind over store dele af kysterne på Lolland, Falster og småøerne, er et nyt højvande nu formentlig på vej mod os.
DMI har mandag morgen kort før klokken 9 udsendt et varsel om såkaldt voldsomt vejr for Smålandsfarvandet - og altså dermed også Lollands nordlige kyster. Varslet er gældende fra natten til onsdag klokken 3 og frem til onsdag formiddag klokken 11.
Helt konkret forventer man, at vandstanden vil stige til mellem 1,25 og 1,4 meter over normalen. Det er knapt så højt, som ved stormfloden i onsdags, hvor man flere steder nåede over 1,5 meter og enkelte steder helt op over 1,6 meter over dagligt vande. Men derfor kan det være slemt nok endda de steder, hvor det rammer.
Det varslede højvande skyldes ifølge DMI et lavtryk, som natten til tirsdag - altså den kommende nat - bevæger sig ned over Danmark fra nordvest, og som tirsdag ventes at ligge over Polen. Allerede i eftermiddag, mandag, vil en kraftig vestenvind sende vand ind i Skagerrak og den nordlige del af Kattegat.
Men da den præcise bane for lavtrykket ifølge DMI endnu er usikker, kan der komme ændringer i varslet, så den varslede vandstand enten bliver lidt højere eller lavere.
Indtil videre forventer DMI, at vandstanden i Bandholm, som er meteorologernes eneste målestation på nordkysten, vil toppe onsdag mellem klokken 05.00 og 06.40 med 1,30 meter over normalen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde