Endelig: Nu synker vandet - men problemer ved bro

Der ligger stadig masser af vand på veje, marker og mange andre steder på Lolland-Falster, men nogle steder er det langsomt begyndt at synke. Billedet her er taget tidligere på ugen. Arkivfoto: Anna C. Møhl

Det går langsomt den rigtige vej med de mange oversvømmelser, lyder det søndag fra park- og vejchef.

Offentliggjort Sidst opdateret

Opdateret klokken 10.15 med nyt fra Guldborgsund Kommune og Storstrømsbroen.

Det går ikke stærkt, men det går den rigtige vej.

Omtrent sådan lyder status søndag formiddag fra park- og vejchef i Lolland Kommune, Kjeld Jensen, om oversvømmelserne rundt omkring i Lolland Kommune.

Det seneste døgn har DMI's lokale målestationer målt ingen eller kun ganske lidt nedbør, og det ser ud til at fortsætte i dag, søndag, og det betyder, at det langsomt går den rigtige vej med vandet.

- Vandet synker langsomt, og vi har ikke fået nogen henvendelser om oversvømmelser siden i går middag. Men der er stadig veje og huse, der er oversvømmede. Det tager lang tid, før vandet er væk, siger Kjeld Jensen.

Derfor gælder opfordringen om at køre forsigtigt stadig. Flere steder er vandet også frosset til is, da temperaturen ligger og har ligget omkring eller lige under frysepunktet.

De veje, som har været afspærret på grund af oversvømmelser rundt om i Lolland Kommune, er fortsat afspærret. Dog er Sydmotorvejen på Sydlolland åben igen, og der er heller ikke meldinger om større mængder vand på vejen på de øvrige statsveje i vores landsdel.

I Guldborgsund Kommune er der søndag formiddag problemer med høj vandstand i viadukten ved Storstrømsbroen på Falster-siden. Her skulle der dog være folk i gang med at pumpe vandet væk, og man forventer, at vandet er væk sidst på formiddagen, lyder meldingen fra Vejdirektoratets Trafikcenter.

Derudover fortæller Kjeld Jensen, der har hovedvagten i entreprenørafdelingen i Guldborgsund Kommune, søndag formiddag, at det også her ser ud til, at vandet langsomt er begyndt at synke, og man derfor kunnet hæve afspærringerne enkelte steder, blandt andet på vejen mellem Nykøbing og Sakskøbing, hvor der har været spærret på en strækning omkring Toreby.

- Der er stadig rigtig mange vandproblemer, men det ser ud som om, at det er ved at sætte sig lidt rundt omkring - blandt andet ude på markerne, fortæller han.

Den store parkeringsplads ved Nykøbing F. Hallerne, Cementen, er vandet også ved at have trukket sig væk fra, men i stedet ligger der nu et lag is, som skal væk, før man kan genåbne helt igen.