Gedser ramt af skybrud

Gedser og resten af Sydfalster blev endnu engang hårdt ramt, da regn- og tordenbyger i aftes og i nat trak op over Lolland-Falster.

Ifølge DMI gik det så heftigt for sig, at der faktisk blev registreret regulært skybrud i Gedser. For at et regnvejr kan karakteriseres som et skybrud, skal der falde mere end 15 milimeter på en halv time, og den grænse overskred Gedser så rigeligt, da der blev målt 21,9 milimeter på blot 15 minutter.

Ifølge driftsleder Anders Madsen fra Guldborgsund Forsyning skulle skybruddet og den øvrige regn dog ikke have givet anledning til større oversvømmelser og deraf følgende problemer på Sydfalster i denne omgang.

Gedser var ikke det eneste sted, der fik endnu en stor tår vand fra oven. Ifølge DMIs Borgervejr-site, er der i løbet af det seneste døgns tid målt 21,6 milimeter regn i Væggerløse, 15 milimeter i Frejlev og 17,4 milimeter på Albuen på Vestlolland.

Det sydlige Falster måtte endnu engang holde for, da et voldsomt regnvejr i aftes bevægede sig op over landet.

Offentliggjort Sidst opdateret