Isen giver ø-færgerne problemer

Passagerer, der skal med færgerne til Femø, Fejø eller Askø i den kommende tid, skal forberede sig på forsinkelser og aflysninger på alle tre overfarter.

Isen i Smålandshavet er nemlig ved at være så tyk, at de tre færger ikke kan sejle med samme hastighed som normalt.
- Lige i øjeblikket er det værst på Askø-overfarten, og vi forventer ikke, at det bliver bedre i de næste dage, for meteorologerne lover stadig frostvejr, fortæller koordinerende skibsfører hos Lolland Færgefart, Johnny Schmidt.

Isen er i øjeblikket cirka 15-20 centimeter tyk, og der er is hele vejen fra Lolland til Femø.
- Derfor tager vi vores forholdsregler, forklarer Johnny Schmidt.

Det betyder blandt andet, at man dropper bestillingsafgange og ekstraafgange på Askø-færgen indtil videre.
Samtidig skal passagererne være forberedt på længere sejltid på alle tre overfarter - med deraf følgende risiko for, at nogle afgange bliver aflyst, fordi færgen ikke kan nå at være i havn tids nok til at afgå igen planmæssigt.

Så i stedet for at forsøge at indhente det forsømte ved at sejle hurtigere på den forsinkede afgang, aflyser man den og lader færgen blive i havn til den næste planmæssige afgang.

Men selvom isen begynder at pakke, er der foreløbig ikke risiko for, at man må indstille sejladsen helt. De tre færger kan hver især kæmpe sig igennem is på op til 30 centimeters tykkelse ved egen kraft. Og skulle den blive tykkere end det, vil Lolland Færgefart leje en slæbebåd til at agere isbryder for færgerne, fortæller Johnny Schmidt.

Færgeselskabets værste fjende i forhold til issituationen er dog blæsten. For så længe det ikke blæser, er det ikke nopget større problem at holde sejlrenderne isfri, men hvis vinden begynder at flytte rundt på isen og den samtidig bliver tykkere, kan det gøre færgernes arbejdsbetingelser sværere.

Vil man vide, hvordan den aktuelle situation er på de tre overfarter, kan man klikke ind på Lolland Færgefarts hjemmeside, som opdateres løbende.

Foto: Foto©Jan Knudsen

Isen i Smålandshavet er nu så tyk, at den gør det svært for færgerne til Fem, Fejø og Askø at sejle.

Offentliggjort Sidst opdateret