Kraftig blæst på vej mod Lolland-Falster

Foto: Jens Dresling, Polfoto/arkivfoto.

DMI varsler om vindstød af stormstyrke.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag eftermiddag må Sydhavsøerne forvente, at det vil blæse noget ud over det sædvanlige. Der varsles nemlig om kraftig blæst.

Det fremgår af DMI’s hjemmeside.

Der vil være tale om en kuling fra vest, og der kan komme vindstød af stormstyrke, hvilket svarer til 24-30 meter i sekundet.

Den kraftige blæst vil kunne forårsage, at tagsten blæser ned, at store grene knækker, og at træer kan vælte og spærre vej- og togstrækninger. Der er også en vis risiko for, at nogle broer må lukke for trafik.

Det forventes, at den kraftige blæst vil ramme området tidlig tirsdag eftermiddag og have sluppet Lolland-Falster igen ved 22-tiden.