Kraftigt skybrud ramte Nakskov

23 millimeter regn på lidt under en time faldt mandag ved 13.30 tiden over Nakskov, og dermed blev byen ramt af et af denne sommers mange skybrud.

Et skybrud er defineret som 15 millimeter nedbør eller derover på 30 minutter eller mindre.

Ifølge Richo Andersen, der står bag den private Nakskov vejrstation www.webvejr.dk, regnede det så kraftigt, at det mindede om et tropisk regnvejr, hvor det stod ned i "stænger". Richo Andersen fortæller til folketidende.dk, at han ikke har oplevet noget lignende:
"Lige som man troede, at NU kunne det ikke regne stærkere, så blev der lige skruet mere op for hanen, og lidt mere op, og sådan blev det ved," fortæller Richo Andersen.

Det var en stribe kraftige regn- og tordenbyger, der i eftermiddag trak ind over Lolland fra sydvest, der gav den megen regn. Men det var i Nakskov by, at der faldt mest regn. DMIs officielle målestation i Abed målte "kun" 12 millimeter regn for den samme periode, mens der på Albuen faldt næsten 15 milimeter regn på en halv time.

Bygernes intensitet er meget lokale, og der kan være store forskelle i regnmængderne. Generelt er der faldet cirka 10 millimeter regn i løbet af eftermiddag ifølge Folketidendes eget lokale vejrsite www.sydhavsvejr.dk. Her ved 20.30 tiden er der faldet i alt 28 millimeter regn i Nakskov.

Se flere billeder fra skybruddet i Nakskov her
 

Foto: 23 millimeter regn gav oversvømmelse på Vestmosevej i Nakskov. Foto: Richo Andersen

En kraftig regnbyge fik mandag eftermiddag Nakskov til at minde om en by i troperne

Offentliggjort Sidst opdateret