Kraftigt snefald skabte trafikkaos på Falster

Af Jakob Poulsen og Jesper Bøgh

Kraftige snebyger ramte sent tirsdag eftermiddag dele af Falster.

I Nykøbing væltede sneen ned i en grad, så vejene hurtigt blev dækket af et flere centimeter tykt lag sne, og trafikken kørte af samme årsag ganske langsomt gennem byen.

Hos Dansk Autohjælp og Falck lyder det, at det sidst på eftermiddagen og først på aftenen har skabt trafikalt kaos i et bælte henover det midterste Falster og Østlolland.

- Det begyndte at sne kraftigt ved 15-tiden, og især fra Horbelev og mod øst og nord har vi har en hel del fritrækninger. Især af roekøretøjer, der ikke kunne komme op ad bakkerne på grund af spejlglatte veje. Henunder aften var det så især Nykøbing og det sydøstlige Lolland der blev hårdt ramt, fortæller Anders Jalkiewicz fra Dansk Autohjælp.

- Folkene derude fortæller, at det er spejlglat alle steder. Temperaturen er nu på minus fem grader og det betyder, at saltet på vejene er holdt op med at virke, fortæller han.

Bjørn Nielsen fra Falck i Nykøbing anslår, at der i bæltet henover det midterste Falster i eftemiddagstimerne og indtil klokken 18.30 er faldet mellem 10 og 15 centimeter sne.

- Vi fik rigtigt travlt på Falster og Østlolland sidst på eftermiddagen tirsdag. Her klokken 18.30 har vi cirka 40 ture ventende i det gamle Storstrøms Amt. Og en del af dem er i Nykøbing-området, fortæller Bjørn Nielsen.

Han oplyser, at han har fået meldinger om, at hovedvejen mellem Sakskøbing og Nykøbing især skaber problemer for trafikken - mest på grund af spejlglatte veje, men også fygesne.

Guldborgsund Kommunes snerydningsmandskab har dog ikke planer om at rykke ud lige her og nu, oplyste driftleder Poul-Henning Nielsen klokken cirka 17.

- Jeg har næsten lige sendt den sidst mand hjem, men jeg kan se, at det vælter ind igen nu. Lige p.t. gør vi dog ikke mere, men vi følger udviklingen time for time, siger han og tilføjer, at vejene har fået en ordentlig gang salt, inden sneen kom.

Han oplyser, at Vejdirektoratet har sendt saltvogne ud på Sydmotorvejen og rute E55 til Gedser.

I Lolland Kommune melder driftleder Kjeld Jensen indtil videre alt roligt. I Maribo, hvor han befandt sig, da folketidende.dk talte med ham ved 17-tiden, var det ikke snevejr, og generelt meldes de kommunale veje i Lolland Kommune at være fine.

- Der er en anelse fygning nogle steder, men ikke noget voldsomt. Vi har saltet i bund på de fleste veje, og generelt ser det fornuftigt ud, fortæller han.

Sneen væltede i perioder ned over Nykøbing og dele af Øst- og Sydfalster tirsdag eftermiddag.

Offentliggjort Sidst opdateret