Lagt ned efter voldsomt vejr: - De arbejdede i døgndrift

Cikorievej i Gedesby var et af de steder på Falster, hvor der lå en massiv mængde regn torsdag. Foto: Ingrid Riis

Forsikringsselskaberne havde nogle travle dage i sidste uge. Mange medlemmer anmeldte skader på deres hus, og nogle steder på Sydhavsøerne var særligt udsatte.

Offentliggjort Sidst opdateret

- De arbejdede i døgndrift, og det var meget belastende for skadeafdelingen.

Sådan siger direktør for Storstrøm Forsikring Per Guldbrandsen efter den voldsomme nedbør ramte Lolland-Falster særligt onsdag. Mange lokale måtte kontakte deres forsikringsselskab, efter de store mængder vand havde raseret deres hus.

Men på trods af, at telefonen glødede særligt torsdag og fredag, er det ifølge direktøren "i disse krisesituationer, at vi skal vise, at vi er der for vores medlemmer." Derfor var det også meningsfuldt for de ansatte i skadeafdelingen at hjælpe borgerne i den kaotiske situation.

Læs også: Efter vand-kaos: Nu er vejen helt væk

Storstrøm Forsikring har haft et betydeligt antal anmeldelser fra borgere i både Køge, Møn og Præstø og store dele af Sydsjælland. Men også på Lolland-Falster har medlemmerne haft store problemer med blandt andet oversvømmede kældre. Her har 125 af de 4.000 - 6.000 medlemmer anmeldt skader.

Og hvor det andre steder i regionen handler om skader på grund af højt grundvand, så er problemet særligt ved Nørre Alslev den store mængde vand alene, forklarer direktøren.

Klart flere skader

GF Forsikring er et andet forsikringsselskab, der har haft et par hektiske dage. I omegnen af 10.000 medlemmer har det på Lolland-Falster. Og sidste uges vejr leder for direktør for Skadehjælp hos GF Forsikring Martin Rundager tankerne tilbage til stormen i slutningen af december.

- Det er klart flere skader, end vi oplever på en normal hverdag – dog er det på niveau med andre voldsomme vejr-hændelser som fx stormen Pia, der ramte det meste af Danmark før jul, oplyser han i et skriftligt svar.

Og selvom GF Forsikring ikke når helt op på det samme antal anmeldte skader som Storstrøm Forsikring, så har en stor andel borgere måtte ringe ind til forsikringsselskabet.

- Sammenlagt fik vi i alt 60 skader på Lolland-Falster i forbindelse med sidste uges voldsomme regnvejr - de fleste skader har vi registreret i Sakskøbing og i Maribo, forklarer Martin Rundager.