Mange veje er spejlglatte

Der er rigtig god grund til at passe rigtig godt på, når man bevæger sig ud på vejene på Lolland-Falster i dag, tirsdag. Mange veje er nemlig meget glatte som følge af det seneste snevejr og de lave temperaturer.

Vej direktoratet meddelte tidligere på dagen, at saltlagrene i det østlige Danmark er næsten helt tomme - se særskilt artikel her.

Men også mange af de kommunale veje er meget glatte. Vejfolkene i de to kommuner fortæller, at de gamle amtsveje, de såkaldte klasse 1-veje, skulle være nogenlunde saltede, men langt de fleste af de øvrige veje bliver ikke saltet på grund af saltmangel og må derfor forventes at være meget glatte.

- Kør forsigtigt, så går det nok. Vi gør, hvad vi kan for i hvert fald at holde de store veje fri for is, fortæller driftchef Tom Hansen fra Guldborgsund Kommune.

Morgenen og formiddagen var præget af flere glatføreuheld på Sydmotorvejen forskellige steder på Lolland-Falster, men så vidt vides er ingen mennesker kommet alvorligt til skade.

Se billedserie fra morgenens glatføreuheld her

Foto: Denne lastbil kørte galt på motorvejen ved Majbølle og snurrede rundt, så den kom til at holde mod færdselsretningen. Så vidt vides kom ingen til skade ved uheldet.

Pas på i trafikken. Mange af de lokale veje er meget glatte, og der bliver kun saltet i begrænset omfang.

Offentliggjort Sidst opdateret