Ny prognose: Op til 26 grader på LF i dag

Arkivfoto: Jan Knudsen

Det bliver lunt i dag, mandag, på Lolland og Falster - sådan rigtig sommervarmt, hvis man skal tro DMI.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lad bare regnjakken og den tykke trøje blive hjemme i dag.

Sommeren vender ifølge DMI's prognoser nemlig for en stund tilbage til Lolland-Falster mandag. Ifølge meteorologerne kan vi se frem til en dag med tørvejr og helt op til 26 graders varme på Lolland, mens man på Falster må "nøjes" med 25 grader.

I går søndag kunne vi her på sitet fortælle, at DMI ventede op til 25 grader i dag, men nu er der altså lige skruet en tak op, hvis man kigger på prognosen for Lolland.

Dagens vejr vil blive en blanding af sol og skyer, og så ser det ud til, at vi slipper for regn. De høje temperaturer ser tilmed ud til at vare ved det meste af det kommende døgn, for ifølge DMI kommer termometret næppe under 20 grader før engang i løbet af natten for Lollands vedkommende og sent i aften på Falster.

Vind får vi heller ikke meget af, så alt i alt tyder det på, at den første dag efter skolernes sommerferie kan gå hen og blive en rigtig sommerdag.