Sakskøbing Camping under vand

Regnen siler fortsat ned over Lolland og Falster, og det gør livet knapt så sjovt for mange, ikke mindst campister og personale på landsdelens campingpladser.

Et af de steder, hvor man er hårdt plaget af de seneste mange ugers massive regnmængder er på Sakskøbing Camping i Sakskøbing.

Torsdag eftermiddag måtte lejrchef Lars Simonsen ud og spærre flere pladser af, fordi jorden er blevet så våd og blød, at campisterne med sikkerhed ville sidde fast, hvis de kørte deres campingvogn ind på pladsen.
- Det har været et kaos. Vi har arbejdet rigtig meget på at få repareret skaderne på græsset efter, at vi fik en masse regn for to-tre uger siden, og nu står vi her igen og kan starte forfra. Det er ikke så sjovt, fortæller lejrchef Lars Simonsen.

Han har kun fire-fem ledige pladser tilbage på hele campingpladsen, udover dem fastliggerne benytter, der kan bruges. Resten står så meget under vand, at de er lukket af, indtil vejret skifter og de bliver farbare igen.
- Det vil kræve minimum to-tre dage uden regn, før vi kan åbne pladserne igen. Men så får vi lejet nogle af vores campinghytter ud i stedet, siger Lars Simonsen.

Se billeder fra regnvejret i Sakskøbing og Maribo - KLIK HER.

Han skønner, at det kun er omkring 10 procent af pladsen, der kan bruges i øjeblikket.
- Sidste gang, det var så slemt, var i 2007. Det var mit første år som lejrchef, husker han.

En del af pladsen er blevet drænet, men der mangler stadig noget, og behovet for det er ikke blevet mindre aktuelt nu, hvor store dele af området står mere eller mindre under vand. Men Lars Simonsen vil gerne gå et skridt videre endnu for at undgå gentagelser.
- Jeg vil gerne have græs-armering på 10 pladser, så de er til at køre ind og ud fra, også selvom det regner meget, fortæller han.

Mens folketidende.dk er på besøg på pladsen, må en italiensk turist have hjælp af Lars Simonsen til at få trukket sin store autocamper ud på asfalten. Det lykkes uden problemer, men det kan alligevel ikke undgås, at der kommer flere dybe hjulspor i græsplænen.
- Sådan er hverdagen i øjeblikket. Vi kan ikke gå og være triste over det mere, konstaterer Lars Simonsen.

Se billeder fra regnvejret i Sakskøbing og Maribo - KLIK HER.

At det netop er en italiener, der må trækkes fri, er ingen tilfældighed. For udover fastliggerne er der ingen danske gæster på Sakskøbing Camping i øjeblikket.
- Vi har udenlandske gæster, som kommer forbi, fordi de er på ferie her i landet og ikke har nogen andre steder med bedre vejr at tage hen. Men danskerne, de bliver væk siger Lars Simonsen.

Se videoklip med fritrækningen af den italienske campist - KLIK HERUNDER.
 

Foto: Lejrchef Lars Simonsen måtte torsdag eftermiddag sætte pæle op og spærre flere pladser af med snore, fordi de var så fyldt med vand, at de ikke kunne bruges.

VIDEO OG BILLEDSERIE: Campingpladsen er nu så hårdt plaget af den megen regn, at der kun er ganske få pladser, som kan bruges af andre end fastliggerne.

Offentliggjort Sidst opdateret