Samarbejde er ikke altid lige til

Offentliggjort Sidst opdateret

Samarbejde var et af nøgleordene på KL’s skybrudskonference, der løb af stablen mandag og tirsdag i denne uge. Her blev det pointeret, at både kommunale og private aktører skal løse opgaven med at håndtere klimaudfordringerne og oversvømmelserne ved skybrud i fællesskab. Men ifølge beredskabschefen for Guldborgsund Beredskab, Peter Søe, er første skridt, at de respektive parter overhovedet ved, at de skal handle.

- Det kræver, at vi har defineret, hvem der skal indkaldes, når vi skal samarbejde. Men det kræver også, at disse samarbejdspartnere ved, at vi forventer, at de deltager, hvis der sker noget, siger Peter Søe.

Han understreger, at selvom det kan lyde helt banalt, så er det ikke altid sådan lige til.

- Der er ofte forskellige kulturer, når man skal samarbejde på tværs. Hvor nogle kulturer er meget handlingsorienteret, er andre mere procesorienteret, og det kan være svært at få dem til at sidde i samme rum og træffe nogle beslutninger, som skal føres ud i livet, siger han.

På skybrudskonferencen deltog Peter Søe da også sammen med direktøren for Teknik og Miljø, Bruno Andersen. Internt i kommunen har de nemlig indset behovet for at kunne handle i fællesskab og derfor har de også udpeget nogle beredskabsmedarbejdere, som sidder sammen i et forum.

- Dermed kan vi sikre, at vi kan agere i de her akutte situationer - også på tværs i kommunen, siger Peter Søe.

Under de mange oversvømmelser, som sommerens skybrud førte med sig, var det Guldborgsund Redningsberedskabs opgave at løse de opgaver, som Guldborgsund Forsyning sammen med politikere udpegede som kritiske områder. En opgave, der uden de mange frivilliges hjælp ville have kostet op imod seks millioner kroner.

- Skulle vi have været ude og købe os til den indsats, som de frivillige ydede, ville vi nok have haft en regning på fem til seks millioner kroner. I faktiske omkostninger er vi dog nede på at have en regning på 800.000-850.000 kroner. Derfor skylder vi også de mange frivillige en stor tak, pointerer Peter Søe.

Guldborgsund Kommune vil i denne uge offentliggøre nogle af de initiativer, som møderne mellem samarbejdspartnerne har ført med sig i forhold til håndteringen af klimaudfordringerne.