Sne gav store trafikproblemer på Lolland

Klokken 20.30 blev Sydmotorvejen genåbnet i sydgående retning mellem frakørsel 49 Holeby og frakørsel 50 efter at have været spærret siden lørdag eftermiddag.

Hele eftermiddagen og aftenen igennem havde et kraftigt snevejr over store dele af Lolland og det sydligste Falster givet store problemer i trafikken.

Politiet frårådede lørdag eftermiddag klokken 16.45 al unødig udkørsel på det sydlige Lolland i en linje syd for Sakskøbing og sydover mod Rødby samt på det sydlige Falster syd for Nykøbing. Det oplyser vagtchef Kenneth Pedersen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi til folketidende.dk.

Advarslen blev trukket tilbage søndag morgen.

Samtidig blev et firehjulstrukket militært køretøj indsat i Maribo for at hjælpe ambulancerne med at komme frem.

- Lokalt er der faldet 40 centimeter sne, hvilket er temmelig meget. Det militære køretøj er indsat, efter en ambulance ikke kunne komme helt op til et hus på grund af sneen, siger kommunikationsmedarbejder ved Falck, Klaus Kristiansen.

Sydmotorvejen mod Rødby var vanskelig farbar, og der blev kørt i et spor. Det gav kødannelse mod færgen i Rødby, hvor der kun var et spor farbart. Ved 19-tiden blev der rapporteret om næsten 10 kilometers kø.

Der vil hele natten igennem være lang ventetid for at komme med færgen til Tyskland.

Vejvæsenet har hele lørdagen de fleste steder været i gang med snerydning og saltning. Da det var værst tidligere i eftermiddag blev al snerydning i området ved Rødby, Holeby og Errindlev indstillet. Det var simpelthen for farligt, oplyser man fra Lolland Kommunes vejvæsen.

De store veje er farbare, mens de små veje i området er meget vanskelige at komme frem på. På de små veje blev al snerydning indstillet klokken 18, og bliver først genoptaget i morgen tidlig. På de store veje fortsætter man hele natten.

Ifølge den lokale vejrstation www.holebyvejr.dk er der faldet op imod 22 cm i dag i den snebyge, der nærmest har parkeret sig over det meste af  Lolland og det sydlige Falster i dag. Fra Nysted lyder meldingen på op imod 35 cm sne og et kraftigt tordenvejr i eftermiddag. Lokalt skal der være faldet op imod en halv meter sne.

Følg vejret på vores lokale vejrsite sydhavsvejr.dk
Se video fra snerydningen ved færgelejet i Rødbyhavn lørdag. Klik nedenfor.

Foto: Mange biler kørte fast på Sydlolland lørdag eftermiddag. Foto: Claus Hansen

Opdateret kl 08.40: Masser af sne gav lørdag problemer for trafikken på Lolland. Nu er situationen så småt ved at blive bedre.

Offentliggjort Sidst opdateret