Af Jakob Poulsen og Margit Olsen
Søndagens snevejr over Lolland-Falster kommer til at sætte sit præg på trafikken her til morgen.
I Guldborgsund Kommune oplyser driftschef Poul-Henning Nielsen, at man er i fuld gang med at rydde og salte vejene rundt omkring.
Snerydningen blev indstillet klokken 17 i går på de mindre veje og klokken 22 på de store veje. Men nu er sneplovene igang igen.
- Der er faldet op til 10 centimeter i den sydlige del af kommunen, men heldigvis blæser det ikke i dag, så der skulle ikke blive noget snefygning, fortæller Poul-Henning Nielsen.
Den generelle melding fra driftschefen er, at langt de fleste veje burde være farbare, også selvom de måske ikke alle sammen er ryddet endnu.
- Det er løs sne, der ligger derude, så det burde være til at køre i. Men man skal køre meget forsigtigt uanset, hvor man kører, lyder apellen fra driftschefen.
Udover at rydde og salte vejene fortsætter man også arbejdet med at udvide vejene de steder, hvor der endnu ligger meget sne. Det kommer blandt andet til at ske ved hjælp af en såkaldt sneslynge.
I Lolland Kommune er der ligeledes faldet cirka 5-10 centimeter sne, og her advarer fagchef Søren Jensen om sneglatte veje overalt.
- De store veje, dem vi kalder klasse 1-vejene, er ryddede og saltede, men de er sneglatte og sjappede. Klasse 2-vejene er vi ved at være kommet igennem nu her ved syv-tiden, men de vil stadig være sneglatte det meste af dagen.
- Derudover skal man regne med, at mange af bivejene, særligt i Errindlev-området, vil være lukkede her til morgen. Men dem regner vi med at åbne i løbet af formiddagen, fortæller Søren Jensen.
Udover den nyfaldne puddersne er problemet i Errindlev-området og flere andre steder, at søndagens kraftige blæst fik den gamle sne til at fyge igen.
Ifølge DR P4 Sjælland er der tætte tågebanker på det sydlige Lolland med sigt ned til 50 meter.
Hos Falck har morgenen indtil videre været uden dramatik på Lolland-Falster, fortæller vagtleder Finn Romanowski.
Der har heller ikke været brug for de to firehjulstrukne duro-ambulancer, som weekenden over har været udstationeret i Maribo, for at kunne assistere ved ambulanceudrykninger.
I den kollektive trafik meldes der om forsinkelser på mange buslinjer. Præcis hvilke linjer, der er tale om, har Movia ikke oplyst.
Derudover meddeles det. at linje 452 kører kun mellem Rødbyhavn og Tågerup Kirke. Det betyder at bussen ikke kører til Hyldtofte, Bjerremark og Humlegårdshuse. Det skyldes sne og isglatte veje.
Togene på Lollandsbanen kører normalt, og heller ikke DSB melder om ændringer i køreplanen her til morgen. Det samme gælder færgerne på Scandlines' overfarter til Tyskland og Langelandstrafikken mellem Tårs og Spodsbjerg.
Se snebilleder fra weekenden - KLIK HER
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde