Vejrsituationen på Sydfalster og det sydøstlige Lolland er nu så vanskelig, at Guldborgsund Kommunes snerydningsmandskab indtil videre har opgivet at kæmpe mod snemasserne på vejene øst for Gedser Landevej.
Selve Gedser Landevej er en statsvej og derfor ikke kommunens ansvar, men på de øvrige veje kæmper sneplovene en voldsom kamp mod elementernes rasen.
Driftschef Poul-Henning Nielsen fra Guldborgsund Kommune fortæller, at man ikke engang kan komme igennem med gravemaskiner øst for Gedser Landevej. Istedet koncentrerer man lørdag eftermiddag indsatsen om at holde den gamle landevej mod Gedser og de større veje i selve Gedser by, samt visse områder vest for Gedser Landevej åbne.
På Sydøstlolland er det særligt omkring Nysted, Vantore, Sandager og Frejlev, at der er problemer. Også her kæmper sneplovene for at holde de større veje åbne.
Poul-Henning Nielsen beder iøvrigt folk om at have tålmodighed med snerydningen. Han lover, at man nok skal gøre alt, hvad man kan for at få hjemmehjælp frem til de ældre, der har behov for det, ligesom man også vil hjælpe landmænd, der skal have mælk kørt væk, med det.
Derudover hjælper man Falck og politiet i det omfang, de har behov for det.
Alle andre må væbne sig med tålmodighed, lyder opfordringen.
Og så fraråder han fortsat al unødig udkørsel i de nævnte områder.
Fra klokken 22 lørdag aften neddrosles beredskabet, så det kun er de såkaldte kategori 1-veje (de gamle amtsveje, red.), der holdes åbne, oplyser Poul-Henning Pedersen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned