Sol og varme i dagevis - men der er også lidt regn på vej

Arkivfoto: Jan Knudsen

Vejrudsigten for Lolland og Falster lover sol og sommervarme de næste mange dage. Men i slutningen af næste uge tyder prognoserne på, at der kommer lidt regn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selvom det er dejligt med sol og sommervarme, så er der nok efterhånden en del haveejere, landmænd og andre, som gerne vil have noget regn meget snart.

Og dem har DMI en god nyhed til, selvom det stadig ligger så langt ude i fremtiden, at det må siges at være forbundet med en vis usikkerhed.

For ifølge meteorologernes prognoser for både Lolland og Falster, så tyder det på, at vi i næste weekend, 17. og 18. juni, kan få lidt regn.

Der er dog tale om meget små mængder - med én millimeter på Falster om lørdagen som det højeste - men det er alligevel en forskel fra de seneste mange dages lokale vejrudsigter, som ikke har indeholdt en dråbe nedbør.

Inden vi kommer så langt, er der godt nyt til de, der ikke kan få nok af sol og sommer. For det gode vejr fortsætter nemlig de kommende dage.

Særligt den forestående weekend ser ud til at blive solrig, hvorefter vi i næste uge kan se frem til en blanding af sol og skyer. På Lolland kommer de højeste dagtemperaturer alle dage frem til og med næste søndag til at ligge mellem 21 og 25 grader ifølge DMI's prognose. Varmest ser det ud til at blive på torsdag.

Knapt så varmt bliver det på Falster ifølge DMI. Her kommer de højeste dagtemperaturer til at ligge lige omkring 20 grader frem til torsdag, hvor den kan komme op og ramme 23 grader. Vinden bliver op til frisk.