STORM ELLER EJ OVER SYDHAVSØERNE I AFTEN? SE DMI'S PROGNOSE HER

Arkivfoto: Claus Hansen

Selv om den varslede storm Otto ikke ser ud til at komme i nærheden af Lolland-Falster, bliver det stadig en meget blæsende aften og nat på Sydhavsøerne, forudser DMI.

Offentliggjort Sidst opdateret

De nordlige egne af Danmark kan se frem til en særdeles stormfuld fredag aften og nat til lørdag med risiko for vindstød op til orkanstyrke.

Helt så dramatisk bliver det ikke på Lolland og Falster, hvis man skal tro DMI's prognoser fredag eftermiddag. Men det skal nok komme til at blæse, så det kan mærkes, hvis man færdes udendørs.

Dagen begyndte med regnvejr og nogenlunde moderate vindforhold. Men først på eftermiddagen begyndte vinden at tage til. Allerede ved 14.00-15.00-tiden - omtrent samtidig med, at regnen ifølge prognoserne skulle holde op - begyndte vinden at tage fat.

Middelvinden kommer op på hård vind til kuling, men vindstødene kan nå op på stormende kuling, og ud på aftenen kan det blive op til 25 meter i sekundet i vindstødende, hvilket svarer til regulær storm.

Blæsevejret fortsætter natten igennem, og først lørdag morgen begynder vinden at løje en smule af ifølge DMI's prognoser.

Temperaturerne kommer fredag op i nærheden af otte-ni grader, når det bliver varmest. Lørdag kommer vi næppe over fem grader. Til gengæld er der chance for, at vi ud på eftermiddagen lørdag kan nå at få solen lidt at se, inden den går ned.

Der er endnu ikke nogen meldinger om lokale ændringer i den kollektive trafik som følge af det kommende blæsevejr, men ikke mindst hos Scandlines holder man øje med situationen. Det kan du læse mere om HER.