Stormstatus fredag morgen: Nyt om lukket bro
Foto fra området ved Farøbroerne natten til fredag. Foto: Presse-fotos.dk
.
Politiet har haft en travl aften og nat, men ikke værre end forventet, lyder meldingen fra vagtchefen fredag morgen.
Det blæser stadig kraftigt henover Sydhavsøerne fredag morgen. Vinden har ganske vist toppet, men det rusker fortsat godt derude.
Politiets vagtchef oplyser ved 05.30-tiden fredag morgen til Folketidende, at det har været en travl nat, men ikke værre end forventet, vejret taget i betragtning.
Torsdag aften skete der et trafikuheld på Farøbroerne, som ved 22-tiden fik myndighederne til at lukke broen helt for at undgå gentagelser. Her blev en varebil blæst omkuld og lagde sig på siden på højbroen. Ingen personer kom noget til, og ifølge vagtchefen skulle der ikke være sket større materielle skader.
Farøbroerne blev åbnet igen lidt før klokken fem i morges, men vagtchefen oplyser, at det fortsat blæser så kraftigt, at der er risiko for, at man må lukke igen på et tidspunkt i løbet af morgenen eller formiddagen. Han opfordrer i øvrigt trafikanterne på broen til at nedsætte hastigheden og køre efter forholdene.
- Og så har vi fået omkring 100 anmeldelser om væltede træer forskellige steder i politikredsen, men flest på Lolland-Falster, så det er en god idé at være ekstra opmærksom, hvis man skal ud at køre i mørket her til morgen, siger vagtchef Lars Denholt.
Derudover har der været et par anmeldelser om brande, men det var ifølge vagtchefen ikke brande, der nåede at udvikle sig voldsomt.
Det næste politiet begynder at holde øje med, er vandstanden, men her er der foreløbig ikke meldinger om problemer.
Hvordan rammer stormen der, hvor du er i vores lokalområde? Send os gerne lidt tekst, billeder eller videoklip og skriv gerne, hvor det er taget henne.
Du kan skrive til os på mailadressen nyhedsdesk@folketidende.dk
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker