Hun lå i sin seng, da hun en morgen hørte et højt brag.
Yvonne Halskov troede først, at lyden kom fra sne, der kurede ned af taget. Men da hun op af formiddagen bevægede sig uden for sit hus på Strandvej 46 i Gedser, opdagede hun til sin rædsel, at taget på tilbygningen, der engang har huset en smedje, var styrtet sammen.
- Men det var ikke faldet helt sammen. Og for at hindre, at nogen bevægede sig derind og kom til skade, fik jeg føreren af en af kommunens sneplove til at vælte den del af taget, der endnu ikke var faldet sammen, fortæller Yvonne Halskov.
Hun flyttede ind i huset 21. december efter at have overtaget det tre uger forinden.
- Men jeg havde ikke regnet med, at vi ville få sådan en vinter. Den tog røven på os. Det har været sne og atter sne, og oven i den kom isolationen fra omverdenen. Da det fortsatte med at sne, tog jeg for en uge siden til København, hvor jeg bor hos venner, siger Yvonne Halskov, der ikke lægger skjul på, at den snevinter, der nu har varet i over to måneder, har gjort hende lidt angst.
Den gamle smedje, der er braset sammen oven på hendes cykel og havemøbler, er ikke omfattet af husets forsikring.
- Tagkonstruktionen var ikke helt fin. Men hvis sneen ikke havde lagt sig på taget i et tykt, tungt lag, så kunne det nok have holdt i fem år til. Da det er 15-20 år siden, vi sidst har haft sådan en vinter, må sammenstyrtningen af taget betegnes som held i uheld, mener Yvonne Halskov.
Hun er på efterløn, og selv om hun kun nåede at bo kort tid i huset, før sneen og isolationen tvang hende midlertidigt bort, så var hun begyndt at gå til dans og var glad for det. Hun har tidligere optrådt og spillet og havde en ide om at genoptage sin tidligere metier, men nåede ikke at realisere den, før sneen, som hun selv udtrykker det, tog livet af hende.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned