Vandet skaber kaos på vejene: Politiet har klar opfordring
Billedet her er taget på motorvejen mellem Holeby og Rødbyhavn sent onsdag aften. Mængden af vand på vejen er ikke blevet mindre siden da. Foto: Presse-fotos.dk
.
Sydmotorvejen er spærret over en længere strækning på Lolland, og myndighederne er løbet tør for advarselsskilte.
Vandet skaber torsdag morgen fortsat særdeles store udfordringer for trafikken flere steder på Lolland og Falster.
Politiets vagtchef Lars Denholt oplyser tidligt torsdag morgen, at Sydmotorvejen er helt spærret i begge retninger mellem Maribo og Holeby, fordi der ved broen, der fører Rødbyvej over motorvejen, ligger en halv meter vand, som man ikke uden videre kan fjerne.
- Vi har haft biler, der har forsøgt at køre igennem, hvor motoren simpelthen druknede, da de forsøgte at køre igennem, fortæller vagtchefen.
Derudover er motorvejen ifølge Vejdirektoratets trafikkort også være spærret i nordgående retning på det sydligste Lolland, og der er også meget vand på kørebanen omkring Sakskøbing og et par steder på Falster.
Politiets vagtchef opfordrer i det hele taget til, at man tager hjemmefra i god tid og tager masser af tålmodighed med, hvis man skal ud at køre.
- Kør hjemmefra i god tid og kør langsomt, for man opdager ikke altid, at der er aqualplaning, før man er i det. Hvis det sker, så hold godt fast i rattet og kobl ud. Man skal ikke forsøge at dreje i rattet, men bare trille igennem vandet. Det er det sikreste, siger Lars Denholt.
Vagtchefen ved ikke, hvor længe motorvejen vil være spærret, da det er svært at fjerne det fra vejen, da jorden i forvejen er mættet. Det kan derfor godt blive et stykke op ad formiddagen, før man kan genåbne de spærrede strækninger.
Løbet tør for skilte
Og som om det ikke er nok, er de lokale kommuner også løbet tør for vejskilte, der advarer om vand på kørebanen. Der kan derfor sagtens være steder, hvor vejene reelt er mere eller mindre spærret, men der på grund af skiltemangel ikke advares om det.
Vagtchefen oplyser, at man løbende holder øje med situationen og flytter rundt på skiltene så snart, det er muligt at fjerne dem et sted fra.
- Og så krydser vi fingre for, at frosten ikke når at sætte ind, før vandet er drevet lidt væk, siger vagtchefen.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker