Varsel om snestorm på Sydhavsøerne

Snevejret plager det meste af landet - og i aften og nat kommer turen til Lolland-Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmarks Meteorologiske Institut har onsdag eftermiddag udsendt varsel om snestorm over Lolland-Falster natten til torsdag. Der forventes mellem fem og 10 centimeter sne, og det vil blæse mellem 10 og 13 meter i sekundet. Nok til at sneen begynder at fyge.

Fra de tidlige morgentimer og formiddagen igennem har sneen dalet over det meste af landet - bare ikke over Lolland-Falster. Men sneen er på vej.

Meteorolog Peter Holst fra ConWx fortæller, at grænsen mellem varm og kold luft ligger midt henover Danmark - og det er ved den grænse, at sneen falder kraftigst.

- Det betyder, at det primært er de centrale dele af landet der bliver ramt. Frontzonen bevæger sig i løbet af dagen og aftenen langsomt mod syd, og med frontzonen bevæger snevejret sig også mod syd. Det kraftigste snefald forventes over Sydhavsøerne i nattetimerne, siger Peter Holst.

Men allerede onsdag eftermiddag kan den første nedbør begynde at falde.

- Men det bliver ikke de helt store mængder - og nedbøren vil formentlig være hvid, men om den bliver liggende onsdag eftermiddag og aften er mere tvivlsomt, siger han.

Der er dog stor sandsynlighed for, at vi vågner op til snevejr torsdag morgen.

- Det bliver ikke et voldsomt snevejr, men vi kan godt forvente 2-3 centimeter sne i morgentimerne, siger Peter Holst.

Og ser man på prognoserne for de kommende dage, så bliver det en kold fornøjelse.

- Prognoserne for de kommende dage lover relativt stabilt vejr, men vi vil dagtimerne ligge på temperaturer lige under fryspunktet og dermed kan vi forvente, at sneen bliver liggende og at vi i de kommende dage fra tid til anden vil få nogle snebyger, forudser Peter Holst.

I forbindelse med frontzonens passage i nattetimerne bliver det stort set vindstille.

- På bagsiden af fronten vil det begynde at blæse op, så i løbet af torsdagen er der sandsynlighed for, at sneen vil begynde at fyge rundt, siger han.

Følg udviklingen i vejret over Lolland-Falster på Sydhavsvejr.dk