Vejsalt nok på lager på Lolland-Falster

Mens flere kommuner landet over, primært i det jyske, er ved at løbe tør for vejsalt og deres leverandører ligeså, skulle der være salt nok til vejene på Lolland-Falster.

I Lolland kommune har man en aftale med GC Rieber Salt A/S  i Køge om levering løbende.
– Når vi har vejsalt tilbage til cirka tre dage, så bestiller vi noget nyt og får leveret, fortæller leder i park og vej i Lolland kommune Jens Sørensen.

Guldborgsund kommune løber heller ikke tør foreløbig.
- Netop i går tirsdag startede en leverance på 3.000 tons vejsalt, fortæller driftschef Poul Henning Nielsen.

De mange tons salt bliver leveret fra Køge og inden slutningen af ugen er lagrene fyldt op. De 3.000 tons rækker til cirka 10 dages glatførebekæmpelse.
Driftschefen er i øvrigt vældig tilfreds med, at snevejret tirsdag gik udenom Guldborgsund Kommune.
– Nu er vi ved at have ryddet op de fleste steder. Vi har fået næsten alle veje skrabet og saltet i bund, fortæller han.

Mens flere kommuner landet over, er ved at løbe tør for vejsalt og deres leverandører ligeså, skulle der være salt nok til Sydhavsøerne

Offentliggjort Sidst opdateret