Weekenden bliver solrig - særlig faktor kan dog ødelægge fornøjelsen

Hvis du vil nyde solen lørdag, kan det være en god ide at finde et sted, hvor du kan være i læ for vinden. Foto: Christoffer Panduro

Offentliggjort Sidst opdateret

Weekenden står for døren.

Fredag eftermiddag blev en solrig en af slagsen, og ifølge vejrguderne tyder det på, at solskinnet kommer til at fortsætte weekenden igennem.

Fredag nåede temperaturerne op på de 13 grader, og selvom temperaturerne kun står til at skulle falde en smule lørdag og søndag, så er der dog en anden faktor, der kan betyde, at weekenden kan blive en kølig fornøjelse.

Ifølge DMI kommer blæsten nemlig til at tage til i løbet af lørdagen.

- Det bliver ret blæsende med en jævn til hård vind fra øst og sydøst. Ved kysterne kan det stedvist blive op til kuling, lød det fredag fra Nadine Damsberg, der er meteorolog hos DMI, til Ritzau.

Ifølge prognoserne skal blæsten aftage en smule i løbet af søndagen, men samtidig vil vi også komme til at se flere skyer på himlen.

Så hvis man vil ud og nyde solen i løbet af weekenden, så er det med at finde et sted i læ i løbet af lørdagen.